Livsstilen som digital nomade, hvor du rejser frit rundt i verdenen mens du passer dit arbejde fra computeren er i stigende grad tiltrækkende for danskere, der drømmer om et liv med mere frihed, flere oplevelser eller bare et pusterum fra 8-16 hamsterhjulet derhjemme.

Mit navn er Jonas. Jeg har selv levet som digital nomade siden 2022, og har ingen planer om at returnere til Danmark igen lige foreløbigt. Jeg snakker ofte med andre danskere, der ønsker at prøve livet som digital nomade af, og et af de spørgsmål jeg får oftest er, hvordan man sikrer sin indkomst og hvilke jobmuligheder man har som digital nomade.

Før jeg pakkede kufferten og vinkede farvel til vinterkulden og den grå himmel, havde jeg et helt almindeligt job som leder for en kreativ afdeling i et Aarhusiansk kommunikationsbureau. Det lykkedes mig, at overbevise min daværende chef om, at lade mig teste et liv som digital nomade af – dog i en ny stilling som grafisk designer uden ledelsesansvar.

Det gik glimrende og uden nogen betydelig indvirkning på min evne til, at passe mit job. Virksomheden jeg arbejde for, var glad så længe, at jeg leverede mine projekter til tiden, og jeg var ovenud lykkelig for min nyfundne frihed i livet som digital nomade.

Spoler vi tiden et par år frem, blev jeg desværre ramt i sidste runde af opsigelser, der allerede havde stået på i et lille år, som konsekvens af et usikkert post-covid marked, hvor mange kunder nedprioriterede deres investeringer i ny markedsføring – en markedssituation som mange bureauer led konsekvenser af.

Held i uheld, så havde jeg allerede gået med tanken om, at vende tilbage til freelancelivet som designer – en model jeg tidligere havde forsørget mig selv med i de første 6 år af min karriere. Min opsigelse gav mig blot det sidste skub til, at gå tilbage til livet som freelancer, og set i bakspejlet, så er jeg glad for, hvordan skæbnen udspillede sig, da jeg i dag igen har min egen lille designbiks, hvor jeg hjælper kunder i ind- og udland med branding, grafisk design og webudvikling.

Men hvad så med dig? Måske har du ikke en baggrund i design og marketing ligesom jeg, men heldigvis, så bliver det muligt at varetage flere og flere jobs 100% online, så mon ikke din baggrund og dine erfaringer kan bruges i et digitalt job?

Nedenfor har jeg listet 9 af de mest populære jobs, som danske digitale nomader har. Listen har jeg løbende brygget på efter at have mødt mange danske digitale nomader, og hørt ind til deres job- og karrieresituation.

Mit håb er, at listen kan være til inspiration for dig, der drømmer om at prøve livet som digital nomade af, men måske endnu er usikker på, om der er et online job, der passer dine kompetencer og baggrund.

Online job som marketingkonsulent

Som marketingkonsulent hjælper du virksomheder med at planlægge, optimere og eksekvere deres markedsføringsindsats på tværs af kanaler såsom sociale medier, e-mail og organisk.

Rollen kan både være rådgivende og eksekverende, og arbejdet kan oftest varetages 100% remote via online møder, dashboards og samarbejdsværktøjer, hvilket gør det egnet til en livsstil som digital nomade.

Efterspørgslen på specialiserede marketingkonsulenter er høj, da mange virksomheder mangler intern ekspertise, og derfor hyrer eksterne specialister til at hjælpe med deres markedsføring.

Erfaring og uddannelse

Det kræver en solid forståelse for digitale marketingdiscipliner og forretningsstrategier, at varetage et job som marketingkonsulent. Mange marketingkonsulenter har en uddannelsesmæssig baggrund inden for marketing, erhvervsøkonomi, kommunikation el. Lign., men praktisk erfaring og dokumenterede resultater vægter ofte højere end en formel uddannelse.

Derfor er det en god idé, at opbygge cases, hvor du kan vise potentielle kunder eller arbejdsgivere de resultater, du tidligere har skabt for virksomheder. Det kan også styrke din position, at opnå relevante certificeringer inden for platforme som Google Ads, Meta Ads, HubSpot m.m.

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: 44.061 kr.
Freelance timepris: 600 – 1.000 kr.

Online job som copywriter

Arbejdet som copywriter er et af de mest fleksible og efterspurgte karriereveje blandt digitale nomader. Som copywriter skriver du tekster, der har til formål at overbevise, engagere eller konvertere læsere – typisk for virksomheder, brands eller marketing bureauer.

Det kan inkludere alt fra hjemmesidetekster og annoncer til e-mails, landingssider, sociale medier og produktbeskrivelser. Det er dog værd at nævne, at jobbet som copywriter i stigende grad er truet af AI-udviklingen, som allerede har overtaget mange af de lettere copywriting opgaver. Derfor er min anbefaling, at du forsøger at hæve dig over letproducerede tekster, og i stedet positionerer dig selv i en mere strategisk end eksekverende rolle.

Jobbet som copywriter kan varetages 100% digitalt, og udføres hvor som helst i verden, så længe du har en computer og internetforbindelse. Nogle copywriters har faste remote stillinger, mens andre arbejder freelance med flere kunder samtidig.

Erfaring og uddannelse

Der er ingen faste uddannelseskrav for at blive copywriter, og mange i branchen er mere eller mindre selvlærte. Det vigtigste er, at du har stærke skrivefærdigheder, sproglig forståelse og evnen til at skrive målrettet mod en bestemt målgruppe.

En relevant baggrund inden for kommunikation, marketing eller journalistik kan være en fordel, men langt de fleste opbygger deres kompetencer gennem praktisk arbejde eller online kurser. Det er almindeligt at starte med mindre freelanceopgaver, hvor man stille og roligt opbygger cases og resultater, før man bevæger sig videre til større kunder og højere priser.

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: 35.771 kr.
Freelance timepris: 800 – 1.200 kr.

Online job som virtuel assistent

En virtuel assistent hjælper virksomheder, iværksættere eller teams med administrative, organisatoriske og operationelle opgaver – bare udført online og remote.

Arbejdsopgaverne kan variere meget og inkludere alt fra håndtering af e-mails, kalenderstyring og kundeservice til research, dataindtastning, rejsebooking og lettere content- eller webopgaver.

Mange virtuelle assistenter arbejder freelance for flere kunder samtidig, mens andre har faste remote ansættelser. Jobbet kræver typisk kun en computer og en stabil internetforbindelse, hvilket gør det ideelt for digitale nomader.

Erfaring og uddannelse

Der findes ingen faste uddannelseskrav for at arbejde som virtuel assistent, og mange starter uden en formel baggrund inden for administration eller forretningsdrift. Det vigtigste er, at du besidder organisatoriske evner, struktur og pålidelighed, da jobbet som virtuel assistent ofte indebærer at håndtere opgaver, der er kritiske for kundens daglige drift. 

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: –
Freelance timepris: 400 – 600 kr.

Online job som UGC Creator

En User Generated Content Creator (UGC Creator) producerer autentisk indhold for brands, der bruges i deres markedsføring på sociale medier – typisk korte videoer, produktdemonstrationer og testimonials til platforme som Instagram, TikTok og Facebook.

Jobbet som UGC creator er et forholdsvist nyt job, men det har hurtigt vundet popularitet blandt digitale nomader, og brands efterspørger i stigende grad autentisk indhold til deres markedsføring på sociale medier.

Det kræver hverken fast en arbejdsplads eller et stor produktionssetup, at lave user generated content. Det kan endda være en fordel, at være digital nomade som UGC creator, da du rejser rundt og kan tilbyde brands at lave indhold i mange forskellige omgivelser.

Erfaring og uddannelse

Det kræver ingen formel uddannelse, at arbejde som UGC Creator, men derimod stærke praktisk færdigheder inden for content creation, storytelling og shortform videoer. Mange UGC Creator har en baggrund i sociale medier, og har allerede bevist deres færdigheder på deres personlige sociale profiler.

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: –
Freelance pris pr. video: 500 – 2.500 kr.

Gratis e-bog: 47 online jobs for digitale nomader

Få en komplet oversigt over jobs du kan tage med på rejsen. Med beskrivelser, lønniveauer og uddannelseskrav.

Online job som sproglærer

En online sproglærer underviser enten en enkelt elev eller en gruppe af elever i et fremmet sprog. Typisk vil lektionerne finde sted via. mødeplatforme som Zoom og Google Meet, eller igennem specialiserede undervisningsplatforme.

Der er stor efterspørgsel efter engelskundervisning online, men også danskundervisning efterspørges som andetsprog – især blandt tilflyttere til Danmark eller børn af mindst en dansk forælder, der vokser op udenfor Danmark. 

Jobbet som online sproglærer er ideelt for digitale nomader, da onlineundervisning i sprog allerede er meget udbredt. Nogle arbejder som ansat, men rigtig mange arbejder freelance med sprogundervisning, og har opbygget deres egne portefølje af elever, som de har én eller flere undervisningstimer med pr. uge.

Erfaring og uddannelse

For at undervise i sprog online kræves der som udgangspunkt modersmålsniveau eller et tilsvarende flydende og grammatisk sikkert niveau. Da dansk er et mindre udbredt sprog globalt, vægter sproglig korrekthed, udtale og kulturel forståelse ofte højere end formelle undervisningscertificeringer, selvom sidstnævnte i den grad styrker dine chancer for at blive valgt blandt elever.

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: 35.560 kr.
Freelance timepris: 200 – 700 kr.

Online job som webudvikler

En webudvikler bygger, vedligeholder og optimerer hjemmesider og webapplikationer. Rollen som webudvikler fokuserer på den tekniske side af hjemmesider – oftest vil du få leveret et design fra en webdesigner, og så er det dit ansvar at gøre idé og design til en funktionel hjemmeside.

Som webudvikler vil det meste af din tid blive brugt på, at skrive kode, arbejde i CMS’er, forbedre hjemmesidens performance og fikse bugs og fejl der opstår. Afhængigt af dine kompetencer som webudvikler, vil du enten arbejde på frontend (hvad brugerne ser), på backend (servere, databaser, infrastruktur) eller begge dele.

De fleste webudviklere, der lever som digitale nomader arbejder i bureauer eller har deres egne freelancekunder. Jobbet som webudvikler er et af de mest populære blandt digitale nomader og anses derfor som en af de mest gennemprøvede og stabile karriereveje inden for remote arbejde.

Erfaring og uddannelse

For at arbejde som webudvikler kræves der typisk en vis teknisk forståelse og praktisk erfaring med programmering og webteknologier. Mange webudviklere har en formel uddannelse inden for IT, datalogi eller softwareudvikling, men det er langt fra et krav. Branchen er i høj grad kompetencebaseret, hvilket betyder, at din portefølje og dine færdigheder ofte vægter højere end dine eksamenspapirer.

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: 40.329 kr.
Freelance timepris: 600 – 1.200 kr.

Online job som grafisk designer

En grafisk designer udarbejder visuelt indhold, der kommunikerer idéer og budskaber. Som grafisk designer kan du blive bedt om, at lave mange forskellige typer af opgaver. Alt lige fra design af fulde brandidentiteter til udarbejdelse af markedsføringsmateriale og mindre ad-hoc opgaver.

Som grafisk designer vil du arbejde tæt sammen med kunder, marketing teams eller bureauer, og det er din opgave, at omsætte deres idéer til et færdigt visuelt resultat, hvilket ofte kan betyde flere runder af rettelser inden kunden kan godkende dit arbejde, og du kan levere det endelige resultat.

Jeg har selv arbejdet som grafisk designer i mere end 10 år, heraf 4 år remote som digital nomade, hvor jeg både har arbejdet freelance, men også været ansat i et dansk bureau, så jeg kan i den grad skrive under på, at jobbet som grafisk designer egner sig til en tilværelse som digital nomade.

Erfaring og uddannelse

Der er intet krav om, at du skal have en bestemt uddannelse for, at arbejde som grafisk designer. Mange grafiske designere er selvlærte, mens andre har taget en uddannelse som eksempelvis mediegrafiker eller multimediedesigner.

De fleste kunder og virksomheder vil vægte din erfaring højere end din uddannelse. Derfor er mit råd til dig som grafisk designer, at opbygge en stærk portefølje, der viser dine kompetencer.

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: 35.728 kr.
Freelance timepris: 600 – 1.000 kr.

Online job som telefonsælger / mødebooker

Som telefonsælger eller mødebooker kontakter du potentielle kunder telefonisk med henvlik på entent at sælge et produkt eller booke møder for en virksomheds salgsteam. Det er et oplagt job for dig, der trives med kommunikation, salg og resultatbaseret arbejde.

Arbejdet kan sagtens varetages remote via online telefonsystemer, CRM-platforme og online mødeværktøjer. De fleste arbejder som ansat på en provisions- eller performancebaseret løn, men ofte vil du også modtage en grundløn.

Jobbet egner sig i den grad til livet som digital nomade, da det kun kræver en computer, et headset og en stabil internetforbindelse. En ulempe ved, at arbejde som remote telefonsælger/mødebooker er dog, at hvis du primært kontakter danske personer eller virksomheder, så vil du være nødsaget til, at holde dig til danske arbejdstider, hvilket kan betyde sene aftener, hvis du rejser rundt i østen.

Erfaring og uddannelse

Der er ingen formelle uddannelseskrav for at arbejde som telefonsælger eller mødebooker, og mange starter helt uden tidligere salgserfaring. Da det oftest er en performancebaseret rolle, vil mange virksomheder også være villige til, at give dig en chance selv uden tidligere erfaring.

Indkomstpotentiale

Gns. månedsløn som ansat: 30.233 kr.
Freelance kommission pr. salg/møde: 200 – 600 kr.

Kan jeg få et job som digital nomade uden uddannelse eller erfaring?

Selvom listen ovenfor dækker mange af de mest populære jobs blandt digitale nomader, så inkluderer den langt fra alle de mange jobmuligheder man har som digital nomade. Tro mig, når jeg siger, at jeg har hørt digitale nomader lykkes med at have alverdens job online – alt lige fra online dyrlæge til online fitness coach.

Så skulle der ikke være noget for dig på ovenstående “menu”, så frygt ej! Med en smule kreativ tænkning, kan du varetage et bredt udvalg af forskellige jobs online. Mange af dem kræver ikke engang en formel uddannelse, selvom relevant erfaring naturligvis altid er et plus.

Jeg har selv ingen anden uddannelse end folkeskolen, og alligevel er det lykkes mig at få et job hos et anerkendt kommunikationsbureau, og sidenhen skabe min egen freelanceforretning, hvor jeg arbejder med en masse fede brands – og min historie er langt fra unik.

Derfor er mit råd til dig simpelt: spring ud i det! Har du ikke de store kompetencer, så start med de små jobs du kan få, og byg langsomt dine kompetencer stærkere og stærkere – så vil du se, at en traditionel uddannelse ikke er den eneste vej til drømmejobbet.

Karriere som digital nomade eller kun entry-level jobs?

Måske husker du, at jeg i starten af indlægget nævnte, at jeg “nedgraderede” fra en stilling med ledelsesansvar til en helt almindelig stilling som grafisk designer, da jeg begav mig ud i livet som digital nomade. En beslutning der dels var selvvalgt, men samtidig også var et ønske fra ledelsen i den virksomhed jeg var ansat hos, hvis jeg skulle skifte kontorpladsen i Aarhus ud med caféen på Bali.

Det bringer mig til at tale om et emne, jeg ikke hører mange andre snakke om. Det berører et mere eksistentielt spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet er muligt at have en karriere i ordets oprindelige betydning, når man lever som digital nomade.

Er det muligt, at blive forfremmet, få øget ansvar og accelerere sin professionelle udvikling mens man lever som digital nomade? Det kan jeg nok ikke give noget entydigt svar på. Jeg har set det lykkes for nogle, mens det mislykkes for andre.

Det er helt klart muligt, men sandheden er også, at mange virksomheder (hvis altså ikke det er remote-first-virksomheder) foretrækker at have deres ledelse in-office. Derfor mener jeg afgjort, at det er fornuftigt at overveje sine karrieredrømme inden man vælger et liv som digital nomade, da det kan have indvirkning på dine muligheder for at indfri disse drømme.

Men som alt andet er det en balance, hvor du må veje for og imod. Hvad du måske mister i karrieremuligheder, får du i stedet i en frihed, som du med garanti ikke finder på samme måde i et traditionelt kontorjob.

Og hey, du kan jo også overveje livet som freelancer eller selvstændig – her er det kun dig selv, der sætter grænserne for, hvad du kan opnå.

Interesseret i at lære mere om livet som digital nomade?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev 'NomadeNyt', og modtag et månedligt overblik over verdenen set fra en digital nomades perspektiv.

[ac_count] læser med hver måned
Hvad koster det at leve som digital nomade i 2026?Livsstil

Hvad koster det at leve som digital nomade i 2026?

1. april 202615 min
Hvad er en digital nomade? Forstå livsstilen og de forskellige typerLivsstil

Hvad er en digital nomade? Forstå livsstilen og de forskellige typer

27. februar 202618 min

Leave a Reply