Det er nu mere end tre år siden, at jeg begav mig ud i verden som digital nomade. I den forbindelse, tænkte jeg, at jeg ville skrive et indlæg omkring min rejse som digital nomade. Hvordan opstod drømmen, hvad har kendetegnet hvert år, og hvad bringer fremtiden for mig?
Jeg håber du vil læse med i min historie som digital nomade.
Drømmen om udlandet
Lige så længe jeg kan huske, har jeg drømt om at bo i udlandet. Men hvornår opstod det ønske, og hvorfor?
Jeg har i løbet af hele min opvækst altid rejst meget med min familie i Europa. Sommerferier til Sydeuropa, vinterferier til de kanariske øer eller Tyrkiet, nogle gange var jeg endda heldig, at der også blev lagt en påskeferie ind. Det er fra de her ferier, at jeg har nogle af mine bedste barndomsminder, og måske også derfor, at udlandet altid har været associeret med noget positivt for mig.
Så når jeg som barn drømte om, hvad jeg ville være når jeg blev ‘stor’, så var det først arkitekt, men i New York, og sidenhen ejendomsmægler, men på solkysten i Spanien. Ingen af de drømme varede dog ved, men drømmen om udlandet vedblev.
I mine tidlige teenageår lykkedes det mig, at ‘cracke’ Adobe Photoshop for at lave et logo til min avatar i Counter Strike, og det skulle vise sig, at blive begyndelsen på min karriere som grafisk designer. Resten af mine teenageår arbejdede jeg på min egen virksomhed, hvor jeg hjalp virksomheder med grafisk design og webudvikling.
I slutningen af 10’erne stødte jeg på begrebet ‘digital nomade’. Jeg begyndte at se videoer på YouTube med folk, der rejste rundt i verdenen mens de arbejdede online. Jeg læste blogindlæg om livet som digital nomade. Jeg læste bøger som ‘The 4-Hour Workweek’ af Tim Ferris og ‘Remote: Office Not Required’ af David Heinemeier Hansson og Jason Fried.
Kort sagt, så var jeg enormt fascineret af den her ‘nye’ måde at leve på, og jeg slugte alt indhold jeg kunne finde om emnet. Det gik desuden op for mig, at mit job som grafisk designer faktisk passede meget godt til livsstilen som digital nomade. Der var bare ét problem.
Efer flere år som selvstændig, havde jeg netop takket ja til et job hos et bureau i Aarhus. Et job hvor jeg i rollen som ‘Head of Creative’ skulle være med til, at bygge bureauets kreative afdeling op. Det var en opgave jeg glædede mig til at løse, og som krævede at jeg var tilstede på kontoret i Aarhus.
Arbejdet på bureauet gik fremad, og vi lykkedes med at etablere den kreative afdeling, og opbygge et lille skarpt team af digitale designere. Jobbet var desuden mit første ‘rigtige arbejde’, da jeg altid havde arbejdet selvstændigt tidligere.
Derfor var det også lidt af en prøvelse for mig, at skulle passe ind i et 8-16 job, og efter et par år i rollen, var jeg klar til, at der skulle ske noget nyt. Nu skulle jeg springe ud i livet som digitale nomade.
Jeg springer ud i det
Jeg var altså nu klar over, at jeg ville prøve livet som digital nomade af. Der var bare lige et par udfordringer..
- Mine venner og familie var i Aarhus
- Mit job var i Aarhus
- Min lejlighed var i Aarhus
Kort sagt, så var hele mit liv centreret omkring Aarhus. Jeg måtte derfor i gang med, at undersøge mine omgivelsers reaktion på og opbakning til min beslutning, startende med min familie. Hvordan ville de have det med, at jeg flyttede til udlandet? Er jeg overhovedet i stand til at forklare dem den her livsstil som ‘digital nomade’, hvor jeg ikke kommer til, at have en fast bopæl?
Det er ikke første gang, at jeg tager en chance og går mine egne veje i livet. Tilbage i 2017 valgte jeg, at droppe ud af gymnasiet for at satse på den virksomhed jeg dengang drev. Til samtalen på gymnasiet, hvor mine forælde også deltog, fik jeg mulighed for at få et års orlov, så jeg efter et år, kunne fortsætte min gymnasielle uddannelse, hvor jeg slap. Det var mit indtryk dengang, at netop den mulighed gav mine forældre ro nok til, at lade mig prøve kræfter med livet som fuldtids 17-årig iværksætter. De tænkte nok, at jeg ville vende tilbage til gymnasiet igen efter mit ‘orlov’. Sådan blev det dog ikke, og jeg lykkedes med at skabe en virksomhed, der kunne forsørge mit tidlige voksenliv.
I modsætning til beslutningen dengang om, at droppe ud af gymnasiet, så skulle jeg denne gang ikke ‘søge om tilladelse’, men derfor ville det selvfølgelig stadig være rart med opbakning og støtte – og det var lige præcis, hvad jeg fik, da jeg præsenterede dem for min nye geniale idé. Måske de også denne gang tænkte, at det blot var en fase. Jeg fik jo aldrig mit sabbatår efter gymnasiet, da jeg i stedet begav mig ud i årevis hård knokleri som selvstændig. Så mon ikke jeg bare lige skulle have ‘rejst det ud af kroppen’, og så ville jeg vende hjem igen efter nogle måneder?
Det spørgsmål kender du nok allerede svaret på, hvis du har læst titlen til dette indlæg.
Med støtteerklæringen fra familien i hus var det tid til, at gå til min arbejdsgiver og pitche min idé om, at forlade Aarhus-kontoret og i stedet arbejde 100% remote. Jeg var rigtig glad for mit job. Jeg havde nogle spændende arbejdsopgaver, kompetente og rare kollegaer, og alt i alt var det bare en rigtig god arbejdsplads. Derfor var min primære mission, at overtale ledelsen til, at lade mig arbejde 100% remote, så jeg kunne beholde mit job. Men jeg var også så indstillet på min drøm om udlandet, at hvis ikke jeg kunne få min arbejdsgiver med på idéen, så ville jeg i stedet opsige mit job og gå tilbage til at freelance. For én ting var sikkert: jeg skulle afsted.
Heldigvis så lykkedes den primære mission. Det tog ikke mange minutter, at overtale ledelsen, og vi fandt en løsning, hvor jeg kunne fortsætte i virksomheden som grafisk designer. De næste par måneder gik med, at få opsagt min lejlighed, solgt alle mine ting, tilbragt ekstra tid med venner og familie, og før jeg vidste af det, stod jeg i lufthavnen på vej mod min første destination: Bali, Indonesien.
År 1: Alt er nyt og spændende
Det er sidst i oktober 2022, og jeg er netop landet på Bali i Indonesien, som skulle blive min første destination i mit nye eventyr som digital nomade. Og hvorfor lige Bali, tænker du måske? Jeg kunne i virkeligheden også have endt med, at booke en flybillet et andet sted. Jeg havde nemlig noteret mig 3 mulige startdestinationer.
- Chiang Mai, Thailand: Den nordthailandske by er måske i virkeligheden det første ‘nomade hub’ i verdenen, som op igennem 10’erne udviklede sig til en meget populær destination blandt de første digitale nomader. Derfor var det et oplagt valg, og også der jeg i lang tid troede, at min første billet skulle tage mig hen.
- Playa del Carmen, Mexico: Denne by i den mexicanske delstat Yucatán havde også allerede et etableret miljø af digitale nomader – primært amerikanske. Der er sol, strand og tacos – alle tre ting jeg elsker, så Playa del Carmen var bestemt også tiltalende for mig.
- Bali, Indonesien: Bali begyndte under Covid at udvikle sig til en meget populær destination for digitale nomader – især fordi alting nu, på grund af pandemien, var endnu billigere på øen. Lave leveomkostninger, og så endda på en pardisø – det var virkelig også noget der talte for.
Jeg har aldrig været bange for det ukendte eller for nye udfordringer, men jeg tænkte alligevel, at jeg nok ville komme til at møde en del nye udfordringer i livet som digital nomade. Da jeg nogle år forinden (2019) havde været på en ferie til Bali, tænkte jeg at det var et nemt og sikkert sted for mig at starte. Jeg vidste allerede, at jeg synes om øen, og jeg kendte lidt til, hvordan det fungerede dernede – trods min indsigt naturligvis var begrænset af, at mit første ophold kun varede et par uger, men det var trods alt mere end jeg havde opholdt mig i Chiang Mai eller Playa del Carmen.
Allerede på køreturen fra lufthavnen til mit hotel i Berawa, kunne jeg se, at der var sket en hel del på øen siden jeg sidst forlod den. Nye caféer, hoteller og butikker var dukket op overalt. Den udvikling jeg kunne se fra 2019 til 2022 er dog ingenting målt med den udvikling jeg har observeret på tæt hold fra 2022 frem til i dag, men det vender jeg tilbage til.
Mit første år som digital nomade var kendetegnet ved, at jeg var enormt sulten. Sulten efter nye oplevelser, nye mennesker, ny mad, ny kultur, nyt nyt nyt. Jeg er ikke en specielt udadvendt person medmindre det er mig påkrævet, så en af de bekymringer jeg havde ved at begive mig ud i livet som digital nomade var, om det nu var muligt for mig at opbygge tætte sociale relationer.
Den bekymring viste sig hurtigt ikke at have noget på sig. Trods min lidt introverte person, så lykkedes det mig allerede inden for de første par uger at finde en tæt vennegruppe bestående af et par nogenlunde jævnaldrende danske drenge, som også lige var kommet til Bali. Hverken de eller jeg vidste på det tidspunkt, at det skulle ende med at blive til et langt og tæt venskab ude i verdenen.
På grund af min til tider introverte person, lavede jeg en aftale med mig selv. Jeg skulle have ‘ja-hatten’ på, og måtte ikke sige nej til nye oplevelser. På den måde sikrede jeg faktisk, at jeg ikke selv behøvede at være opsøgende og initiativtagende ift. sociale aktiviteter – jeg skulle bare sige ja, når mulighederne dukkede op. Og det gjorde de i den grad.
Indledningsvist havde jeg faktisk bare tænkt, at jeg skulle være én måned eller to på hver destination, men før jeg fik set mig om, var der gået 5 måneder og jeg havde ikke forladt Bali endnu. Jeg havde allerede planlagt, at når sommeren kom, så skulle jeg hjem og tilbringe lidt tid med min familie og venner igen. Men jeg var endnu ikke helt mættet af rejseoplevelser, så jeg pakkede kufferten og rejste alene rundt i Indonesien, hvor jeg bl.a. Tog til Lombok, Yogyakarta og Jakarta inden jeg tog på et længere ophold i Thailand, hvor jeg bl.a. tilbragte tid i Bangkok og på Phuket.
Da jeg kom tilbage til Danmark igen, var det blot for en kort stund. Jeg var helt høj på mine nye oplevelser og bekendtskaber ude i verdenen, og selvom det var enormt dejligt at se alle derhjemme igen, kunne jeg ikke vente med at vende tilbage til livet som digital nomade igen.
År 2: Der går også hverdag i paradis
Måske har du allerede gættet, hvor jeg tog tilbage til efter mit gensyn med familie og venner i Danmark? Bali. Selvfølgelig.
Jeg havde på mine 5 første måneder på øen dannet mig en del nye sociale relationer, og fået mig et par rigtig gode venner. Derfor føltes Bali allerede som en slags hjem, og det var en no-brainer at tage tilbage dertil.
Jeg oplevede nu også for første gang, hvor skønt det er, at komme tilbage til paradis igen efter et besøg i Danmark. For selv om livet med palmetræer og kokosnødder er fantastisk, så går der også hverdag i paradis på et tidspunkt. Derfor fungerer hvert ophold i Danmark også som et slags ‘reset’, og når man vender tilbage til troperne igen, vil man se på det med friske øjne og en fornyet påskønnelse.
De her ‘resets’ oplever jeg også at få hver gang jeg skifter lokation. Det er som om, at det at være i bevægelse giver mig en utrolig energi. I hvert fald så længe, at det sker i et passende tempo. Derfor prøvede jeg også, at bo flere andre steder i løbet af mit andet år, hvor jeg blandt andet tog tilbage til Jakarta, Bangkok og Lombok, men også prøvede livsstilen af i nye byer som Kuala Lumpur og Tbilisi.
På det personlige plan skete der også lidt. Jeg begyndte bl.a. at tage min sundhed seriøst og styrketræne – noget der nok ikke ville være sket, hvis ikke jeg rendte ind i Frederik Aagaard, der også kom til Bali og arbejder som online fitness coach. Styrketræning og generel sundhed kom til at fylde meget i mit liv, og gør det stadig i dag – så tak for det, Aagaard!
Derudover involverede jeg mig også i den velgørende organisation Educate Bali, der hjælper børn på Bali med at lære engelsk. På den måde sikrer vi, at endnu flere balinesere vil få adgang til et internationalt jobmarked med højere lønninger.
På det professionelle plan skete der også en omvæltning i løbet af mit andet år. Hen mod slutningen af 2024 blev jeg nemlig opsagt fra mit job som led i sidste runde af opsigelser i virksomheden, der allerede havde stået på et års tid. Derfor måtte jeg hurtigt finde på en ny måde at skaffe indkomst på.
Jeg besluttede, at vende tilbage til at freelance – noget jeg jo også tidligere havde gjort gennem mange år i Danmark. Derfor havde jeg allerede et godt professionelt netværk, og allerede i løbet af min opsigelsesperiode, fik jeg banket en fornuftig freelanceforretning op, som kunne forsørge mit næste kapitel som digital nomade.
År 3: Balanceret og rutineret nomade
I løbet af mit tredje år som digital nomade begyndte jeg virkelig at føle, at jeg havde fået skræddersyet den perfekte livsstil til mig. Nok elsker jeg at rejse og opleve nye ting, men jeg elsker også mine rutiner.
Stå op, gåtur, proteinshake, kaffe, arbejde, træning, frokost, mere arbejde, endnu en gåtur, endnu mere arbejde, sauna, aftensmad, afslapning, på hovedet i seng.
Sådan ser stort set alle mine dage ud. Om jeg er i Labuan Bajo eller Bangkok, så har jeg opskriften på den perfekte hverdag, og den kan jeg køre uanset hvor i verden jeg befinder mig.
Jeg er efterhånden også så rutineret i at skifte lokation, at det ikke er noget der hverken stresser eller trætter mig. Jeg elsker også at komme tilbage til de samme steder. I løbet af mit tredje år brugte jeg igen meget tid på Bali, Phuket og i Bangkok – så jeg ved lige præcis hvordan jeg integrerer mig selv på hver lokation i løbet af en enkelt dag.
Jeg fik også besøgt en del nye destinationer, bl.a. Koh Samui, Bandung og Flores. Førstnævnte var jeg meget positivt overrasket over, så mon ikke jeg skal tilbage dertil igen i løbet af mit fjerde år?
Hvad bringer fremtiden?
Engang troede jeg, at jeg kunne spå om fremtiden. Det ved jeg nu, at jeg ikke kan. Jeg har tidligere truffet beslutninger, eller begivet mig ud i noget, som jeg troede skulle vare for evigt. Men heldigvis udvikler vi os som mennesker. Vi får nye interesser, nye prioriteter, og nogle gange sker uventede ting, der tvinger os til, at genoverveje vores valg i livet.
Derfor vil jeg undlade at spå om, hvordan mit liv ser ud om 5, 10, 15 år. Det jeg kan sige er, at jeg er meget tilfreds med, hvordan mit liv og min hverdag ser ud i dag. Jeg lever et liv med masser af frihed og fleksibilitet til at stå op, og gøre hvad jeg har lyst til hver eneste dag.
Derfor er det også svært for mig, at se mig selv tilbage i et normalt ‘8-16-liv’ i Danmark igen lige foreløbigt. Som det er lige nu bruger jeg faktisk ikke særligt meget tid i Danmark – typisk en lille måned over sommeren og et par uger i December omkring julen.
Dét kunne jeg godt forestille mig, at jeg ville lave lidt om på i fremtiden, så jeg tilbragte en smule mere tid ‘derhjemme’. Men for nu, er jeg altså rigtig glad for, hvordan jeg har fået indrettet mig.
Opdateres…
